Søndagstillægget 2021

Få en smagsprøve på litteraturfestivalen Avisen Live Avisen Live er Albertslunds helt egen og helt unikke litteraturfestival. Søndag den 5. september fra 14 til 16 kan du få en smagsprøve på festivalen, når Avisen Live Søndagstillægget serverer et lækkert søndagstillæg i Musikteatrets foyer.

Still fra Avisen Live #2. Foto: Jon Bjarni Hjartarson

Avisen Live er en festival inddelt i sektioner, ligesom en god gammeldags papiravis. Hver sektion fortolkes af forfattere og performere, dugfriske debutanter såvel som vise elefanter. Hvordan ser en avissektion ud fortolket live af en forfatter? Ingen ved på forhånd, hvad der kommer til at ske, når vi åbner Avisen Live.

Denne søndag kan du møde Tine Høeg, Thomas Korsgaard og Kamilla Löfström i sektionen I BYEN, skuespiller Nanna Bang i kontaktannoncerne og forfatter og musiker Lars-Emil Foder i den obligatoriske kryds & tværs. Lars-Emil Foder er også eftermiddagens vært og vil føre dig trygt igennem søndagsunderholdningen. Læn dig tilbage i de bløde sofaer og smæk benene op på kakkelbordet – der er selvfølgelig kaffe på kanden og caféen er åben.

Det er hygge på højt plan!

Gratis adgang med tilmelding

Dagens sektioner:

I BYEN

Har du også siddet og undret dig over, hvad du skulle bruge weekenden på? Og hvad var det nu det nye sted hed, der skulle være så godt? I mange år er vi blevet inspireret af I Byen – her er vi blevet peget i retning af, hvor det sker – vi er blevet pege i retning af byens puls.  

Få et helt unikt take på sektionen, når de to forfattere Tine Høeg og Thomas Korsgaard, i samtale med Kamilla Löfström, giver deres indspark til, hvad du bare ikke må gå glip af eller måske hvor galt det kan gå!

Tine Høeg. Foto: Lærke Posselt

Tine Høeg (f. 1985) er forfatter. Hun romandebuterede i 2017 med Nye rejsende, hvor vi følger en ung gymnasielærer, der indleder en affære med en gift mand, hun møder på toget. Hun fik i 2020 et stort gennembrud med romanen Tour de Chambre om forfatteren Asta, der, efter en vens død, sendes tilbage til ungdomsårene. Begge bøger har en unik stil og kredser om den svære overgang fra ung til voksen, når man bliver slået ud af kurs, fra hvor man føler, at man burde være.

Thomas Korsgaard. Foto: Les Kaner

Thomas Korsgaard (f. 1995) er forfatter. Han debuterede i 2017 med Hvis der skulle komme et menneske forbi, en delvist selvbiografisk roman, hvor vi følger karakteren Tue og hans hårde opvækst i en lille landsbysamfund. Tue har også lagt grund for to følgende romaner, senest Man skulle nok have været der fra 2021, hvor vi følger Tue i mødet med storbyen. Korsgaard har desuden udgivet novellesamlingen Tyverier og børnebogen Minimund med Frida Brygmann.

Kamilla Löfström. Foto Maria Dønvang

Kamilla Löfström (f. 1970) er litterat. Hun er ekstern lektor på Københavns Universitet og har i mange år været anmelder ved Dagbladet Information, men formidler litteraturen vidt og bredt med engagement og nysgerrighed.

KRYDS OG TVÆRS

Et krydsord er uundværligt i en avis, og ikke mindst i Avisen Live, hvor det har sin helt egen faste rubrik. Sæt din hukommelse, din problemløsningsevner, dit ubevidste og din poetiske intuition i sving, når dagens vært Lars-Emil Foder afholder live-krydsord. Der er selvfølgelig ægte bogpræmier at vinde!

Når Lars-Emil Foder (f. 1980) ikke er Avisen Lives vidunderlige vært, er han musiker, højskolelærer, forfatter, digter og medstifter af Mikrofest, en online boghandel for mikroforlag. Hans egen seneste udgivelse er Fabelagtigheder (2018).

KONTAKTANNONCER

Det er ikke let i en moderne Tinder-virkelighed at række ud efter andres kærlighed, men har det egentlig nogensinde været det? Der var engang, i kontaktannoncernes tidsalder, hvor det i hvert fald var langt mere offentligt. Skuespiller og dramatiker Nanna Cecilie Bang bringer den uddøende kontaktannonce tilbage til en offentlighed, der har savnet denne hudløse genre inderligt. Forbered jer på at have det akavet og meget, meget sjovt, når Nanna Cecilie Bang igen slipper sin rå og hypermenneskelige kærlighedshunger fri i Avisen Live Søndagstillægget.

Nanna Bang. Foto: Petra Kleis

Nanna Cecilie Bang (f. 1987) er uddannet skuespiller ved Aarhus Teater og modtog i 2015 Reumerts Talentpris. I 2019 blev hun udnævnt til huskunstner på Aarhus Teater, hvor hun har skrevet forestillingerne Manifest for skrøbelige autoriteter (2019) og Alt er umuligt (2020).

Arrangementet er et samarbejde mellem Musikteatret og Albertslund Bibliotek.

Tryk her for at bestille en gratis billet.