Program 2021

Til efteråret slår Avisen Live igen dørene op til landets måske mest uforudsigelige litteraturfestival. På festivalen kan du møde et overflødighedshorn af forfattere, tænkere og performere, som på scenen fortolker avisens mange sektioner live og originalt. En avis, som den ville se ud, hvis forfattere skrev den – live!

Oplev følgende sektioner:

12.00-13.10:
LEDEREN
REJSESEKTIONEN
LOKALSTOF

13.20-14.50:
SPORTEN
LÆSERBREVE
LYDVANDRING

15.00-16.35:
SEX&SAMLIV
LOKALSTOF
KRYDS&TVÆRS

16.45-18.00:
FAMILIELIV
MUSIK

18.00-18.45:
FÆLLESSPISNING

18.45-19.35:
LOKALSTOF
POLITIK

19.45-21.30:
I FORM
KRIMINALSTOF

21.30-22.30:
MUSIK – TBA

Mød blandt andre:

Teaterinstruktør Sargun Oshana der skriver dagens LEDER om kulturens og kunstens vigtighed.

Jeppe Zeeberg and the absolute pinnacle of human achievement, som så absolut ikke sætter deres lys under skæppe, når de dekonstruerer Eric Saties møbelmusik i MUSIKSEKTIONEN.

Derudover kan du møde Solvej Balle og Peter Adolphsen i samtale med Ditte Marie Nesdam-Madsen i REJSESEKTIONEN – i dagens udgave med særligt fokus på tidsrejser.

Du kan opleve sektionen FAMILIELIV, hvor Eva Eistrup samtaler med den norske forfatter Vigdis Hjorth og debutanten Glenn Bech – begge med fingrene godt boret ind i familielivets allerømmeste knuder.

I sektionen SEX & SAMLIV finder vi de stærke debutanter Ditte Holm Bro og Maria Hesselager i samtale med Elisabeth Skou Pedersen, der med perspektiver fra både vikingetid og præ-teenage-tid folder kærligheden ud.

I det særlige tillæg I FORM kan du møde forfatterne Cecilie Lind og Bjørn Rasmussen og et sæt ualmindeligt kropsnære tekster i en alternativ croquis-session.

Avisen Live har selvfølgelig også en SPORTSEKTION, og her kan du på nært hold opleve de to udøvende poeter og sportsmænd TS Høeg og Sternberg i en kamp på ord og bolde henover bordtennisbordet.

Som altid er forfatter og musiker Lars Emil Foder festivalens faste vært og KRYDS&TVÆRS-poet, der tager publikum i hånden fra dørene åbnes indtil den sidste tone klinger ud.

POLITIKSEKTIONEN håndteres kyndigt af ingen ringere end Carsten Jensen, der med politisk og litterær skarpsindighed går ombord i det politiske landskab.

Den legendariske elektroniske musiker Cristian Vogel har til Avisen Live arrangeret en unik lydvandring igennem et dystopisk Albertslundsk fremtidsscenarie.

Lone Aburas står for LÆSERBREVENE sammen med elever fra lokale gymnasier.

Der er endnu flere overraskelser i vente. Glæd dig til et væld af koncerter, oplæsninger, overraskelser, fælles middag og Vermouth. Sammen med publikum skaber vi en festival med højt til loftet, tilbagelænet sofa-idyl og overraskende øjeblikke. Det er hygge på højt plan!

Tjek ind for opdateringer af programmet, hvor flere navne venter på at blive annonceret.