Avisen Live

BREVKASSEN med Rikke Oberlin Flarup, Avisen Live 2024

Genoplev et af svarene i Rikke Oberlin Flarups brevkasse til Avisen Live 2024:

Kære brevkasse

Jeg har mistet en lille flad sølvring, som jeg købte på et marked tilbage i 2016 og har haft siddende på min højre hånds pegefinger næsten hver dag siden. Ringen forsvandt et sted mellem d. 1. og d. 15. marts 2024. Tror du, den dukker op igen?

Med venlig hilsen

Tvillingen

Kære Tvillingen

Nogle gange mister vi ting, når vi er færdige med dem, eller rettere, når de er færdig med os, når de ikke længere gør noget for os, når vi godt kan klare os uden dem – du forstår, hvad jeg mener. Så springer tingene ud af vores lommer, forlader vores cykelkurve og bagagebærere, hopper af vores fingre. Men sådan er det ikke med din ring. I er ikke færdige med hinanden – ikke at du ikke kan klare dig uden ringen, bevares, der er spændende ting i vente til dig, men nu er det jo ikke det, du spørger om – så ja, den dukker op igen. Og det er ikke bare noget, jeg tror, det er noget jeg ved. Jeg ser noget ternet for mig. Små turkise firkanter og et køkkenbord. En sæbeskål med grumset vand i bunden og et stykke rustfarvet håndsæbe, der glinser i solen, hver morgen omkring kl. 7.30. Du mistede ringen d. 6. marts, da du vaskede op sammen med din underbo. Ring på dernede på næste tirsdag kl. 17.38, og du vil få din ring.

Kærlig hilsen Rikke

Læs resten af brevkassen på Substack her: Kære Brevkasse – Rikke Oberlin Flarup (substack.com)

Badesøen Festival 2024

Oplev to unikke møder mellem musik og litteratur på Badesøen Festival 2024 med Avisen Live i år.

Til festivalen har vi sat to musikere sammen med to forfattere, de aldrig har mødt før – og litteraturteltet byder derfor på spændende og overraskende møder dagen igennem.

Køb billet hos Forbrændingen her: Forbrændingen – Badesøen Festival 2024 – Billetter (forbraendingen.dk)

LITTERATURSEKTIONEN med Amina Elmi, Avisen Live 2024

ULVEN
Her sad han, på en bænk en sommerdag, hvor det eneste som holder en tilbage fra at hoppe i havet flere gange om dagen er den mulige besættelse man kan tiltrække. Negativ energi. Altså, djinn, yani. Bilal krumbøjede sig over THE FIRE NEXT TIME, hans ene arm hang afslappet ned mod jorden, som et stort åbent sår hver gang han læser Baldwins breve. Ord som åbninger. Bilal gemmer nogle af de korte dreads, der pynter hans ansigt og sætter dem bag øret. Han gløder op når han ser mig, klapper bogen i ét sekund, kigger insisterende og intenst og udbryder “Amina, det moderne menneske findes ikke”. Han forklarer yderligere og siger “Det moderne menneske er en infantil forestilling om vestlige progression. Det moderne menneske er en ulv i forklæder, en bøddel for al den aggression Vesten har begået.” Jeg sukker, siger, “ja, Bilal, deres kategori af mennesket formet af industrialisering, samfund og kultur er jo alligevel ikke til os, de mener; det er deres egne filosofiske tidslinjer, så de kan holde styr på deres egen udvikling. Hvis de så os lige nu, vil de sige vi er futuristiske eller noget i den dur, fordi vi ikke findes i deres forestilling om nu’et.” “Men mennesket, Amina!” siger Bilal med konsekvent stemmeføring, hvor det kærlige er til stede under tonelejet. “Det moderne menneske, ulven, har mistet evnen til at forstå og passe på hjertet”. Vi er begge to meget optaget af dette kødelige legeme, som er blevet tillagt mere gennem historiens gang, vi siger at qalb as-saleem, det rene hjerte, er det eneste som Gud vil tage imod på Dommens Dag. Jeg gør det igen, det jeg altid gør, når vi er sammen; studerer Bilals ansigt, hans smukke hud, der i sollyset, fremhæver glødet i hans hudtone.

SORTHED UDENFOR KROPPEN
SORTHED UDENFOR KROPPEN
SORTHED UDENFOR KROPPEN
SORTHED UDENFOR KROPPEN
SORTHED UDENFOR KROPPEN

Bilal siger, “wallahi”; han gøre sig umage ved at bruge den somaliske udtalelse, små kærlighedsgestusser, vi giver til hinanden. “Wallahi, mine forældre skulle bare give mig navnet Bilal, det eneste blackity black muslim name folk har i hovedet”. “Ja wallahi, siger jeg, det må være hårdt, og hele det der emancipation projekt folk forbinder med BILAL PROFETENS VEN DER KALDTE TIL ADHAN UH WATCH THIS BLACK MAN FROM THE TOWER.” “Ja, Amina, shit man, men jeg tør jo ikke sige noget til mine forældre nu, men på Yawmul Qiyaamah, så vil jeg kigge dem direkte i øjnene og sige hva’ fuck, really?”

SORTHED FRA TÅRNET
SORTHED FRA TÅRNET
SORTHED FRA TÅRNET
ULVENE NÅR IKKE HEN

dit navn en illusion
Iftahan siger “pas på du ikke bliver skuffet”, hun tilføjer “du er så romantisk et menneske — du vil under huden på folk, du interesserer dig for mennesker, og for hvem de i virkeligheden er. Alt omkring dem bliver spændende for dig, hvordan de udtaler deres familiemedlemmers navne, og hvorfor de altid nævner dem i et bestemt mønster. Hvordan tonen i deres stemme ændrer sig ved mindet om en bestemt person — hvilken betydning har det menneske i deres liv, tænker du, efter du har hørt den skiftende stemmeleje. Du har en dag sagt at du synes en mand pludseligt så indbydende ud fordi han sagde at hans mor ikke var hans mor, at hun var en forbigåenhed. Manden sagde sin egen mor var en skygge i sit liv og det tiltrak dig. Det som tiltrækker dig er de overvejelser folk gør omkring deres personlige livsudfoldelser, hvordan de bøjer sproget for at oversætte og overvinde den indre følelse af at folk ikke helt kommer til forstå en.” Iftahan og jeg er livslange partners in
crime, creme dé la créme, jeg har kendt hende siden hun var en bette en som græd øjnene ud til Tokio Hotel og sværgede på en tysk som pludselig blev et refugium sprog for hende. Hun forsvinder stadig ind i melankoliens verden med tunge rytmer, i en harmoni hvor hendes livskraft oftest får næring. Iftahan talte om bøjning af
sproget. Det minder mig om min kære far som aldrig udtalte dronningens navn konsekvent, boqoradda kaldte han hende, dronningen, margrethe blev hun aldrig, en figur, et navn man blot skal kende til. Jeg tænker på hvor mange mennesker der
bliver til navne man blot skal kende til. Hvordan de gør oprør imod det, denne uærlighed.

alenehed med andre
Sonia Sanchez skrev there is no room for a soft / blk / woman. Lige pludselig ser jeg alle kvinderne, som har været ind og ud i vores barndomshjem for hvad de er, hårdføre fordi de blev nødt til at være det. Jeg husker en tante Hanna som ikke kunne få børn og jeg hørte hende aldrig udtrykke noget om det. De andre tanter sagde at det var guds vilje. Disse kvinder bar på de mest farverige sjaler jeg har set; gule, lilla stribede, neon grønne tørklæder som fremhæver deres stærke kindben og brune hud i alle nuancer. De var gudinder. Nærmest som statuer, der aldrig talte. Jeg så dem aldrig tjære deres hjerter ud til hinanden for at resten kunne gribe det, altså
når livet frembringer en de store chok, eller sorgens ubegribelige tyngde om hjertet, modløsheden og depressionens kriblende gang. De lærte mig tidligt, at man ikke skal stole på en kvinde; et mantra jeg ikke troede på og overtrådte gang på gang. Et mantra som afslører, at mine tanter var overladte til sig selv.

helvede og andre stier
X er en punk. Han fortæller mig om en kæreste han engang havde; han siger “hun gik med det lange sjal, helt indhyllet, but she was fine”. Han fortsætter ivrigt, “I did what I had to do, jeg gik op til hende og fyrede noget Islam relateret af, hun var endda ærlig og sagde hun ikke havde forventet det af mig.” Efter lidt tid var vi
sammen sammen og jeg indser nu at jeg bruger Islam til at begå hor.” Han spørger mig om jeg tror på helvede hvortil jeg prøver at undgå at svare, “tja, det er hvad det er, måske, ikke rigtigt, det længe siden jeg har tænkt på det i hvert fald.” Han svarer “I muslimer er bare sjove, der har altid været en obsession med Jahannam, men nu er Allah blevet hippie og synger kumbaya hele dagen lang.” Hvad med dig spørger jeg ham og han svarer, at Jahannam er langt mere realistisk end Jannah er. “Tænk på det, Jannah er ikke sustainable.” Jeg dør af grin. “Undskyld hvad siger du?” udbryder jeg. “Jannah er ikke sustainable, hvordan den er blevet beskrevet lyder vildt kapitalistisk, sexistisk, heteronormativt, racistisk og dårlig for klimaet.” Jeg kan forholde mig til en Gud, som bliver sur og vred, glad og opkvikket, det minder mig om min gambianske far.”

*
Bilal kæmper et bragt kamp imod de regressive og undertrykkende regime i landet, han mobiliserer modstandskampe og demonstrationer, han nedbryder forældede hermeneutik og vandrer gennem verdenen som denne al-faqih. Al-faqih betyder den fattige, og bliver brugt som et symbol i sufismen på det menneske som har givet afkald på det materielle; et hjerte som har fundet behag i noget andet end det overfladiske, den fattige er den udskældte i alle samfund, men den fattige kan også bevæge sig som har han opdaget en hemmelig portal. Det er derfor jeg er så optaget af ham; han rummer en mystisk dimension som jeg ikke kan genkende i andre; jeg ved ikke hvor jeg skal komme ham i møde. Jeg taler til ham som om jeg er hans lærling nogle gange; men Bilal er ikke interesseret i at lære mig noget, han siger at jeg ved det, at han ved jeg ved det, for hjertet og kontakten er til stede. Vi planlægger at mødes i morgen, og dagen efter, og dagen efter den. Bilal og jeg kender ikke til afholdelse, til time-out, og fri-mig-vel, al den tid vi kan tilbringe sammen får vi gjort det. Man siger at når man kan lide at være i en bestemt persons nærvær så mener man, at man i virkeligheden kan lide hvilket menneske man selv er i det tidsrum. Vi siger vi er hinandens spejle, vores egen menneskelighed er i samtale med hinanden. Opfattelser af skønheder, tragedier og fejl hos os sammensmeltes. Jeg tvivler på om nogle vil forstå denne abstraktion af et menneske, yani ham, men jeg vil prøve at se ham, altid se ham, for hvem han er. Bilal, mennesket der kalder fra tårnet, kalder til sandheden, oprigtigheden, men fra sit eget tårn.

BREVE
Jeg ved nu, at dine øjne er vidt åbne. Det er mørk nat her, jeg ligger på sengen og går gennem vilde drømme. Vi er i Sevilla, og derefter i Jerusalem, og derefter i Istanbul, og derefter i Mogadishu. Vi rejser konstant, men der er altid drømme og bøger, og din krop er altid tæt på mig, og blikket i dine øjne ændrer sig aldrig. Vi taler spansk, arabisk og tyrkisk. Vi er velkomne overalt, og de strøede vores vej med blomster. Opstandelse efter opstandelse. Det er ironisk, at den dybeste oplevelse i mit liv er kommet til mig, når jeg er sulten ikke for dybsindighed, men for forbindelse. Sensualismen fortærer mig.

Var alt dette så vidunderligt, fordi det var kort og stjålet? Handlede vi for hinanden, for hinanden? Var jeg mindre eller mere, og du mindre eller mere dig? Er det vanvid at tro, at dette kunne fortsætte? Hvornår og hvor begyndte de triste øjeblikke? Jeg studerer dig så meget for at opdage de mulige fejl, de svage punkter, farezonerne.
Jeg finder dem ikke, ikke nogen. Det betyder, at jeg er forelsket, blind, blind, blind. At være blind for evigt!

Du var en uventet overraskelse.
Det afgørende øjeblik. Kollisionen af stjerner, der smækkede hårdt ind i mig og sendte min pæne lille verden ned i havet.
Jeg forventede aldrig, at det skulle være dig, ved du?
Men det er dig. Det er alt sammen dig. Og nu er der ingen tilbageblik.

Har variabler ændret sig i livet, vil vi nogensinde tale tingene igennem? Fortæl mig noget (mit hjerte ligger stadig ømt for dig).

BREVE
Jeg er helt opslugt. Dagene føles tungere at komme igennem, på den måde, hvor luften sives ud fra de højere luftlag og lige ned i mine lunger. Du føles som en algoritme, jeg ikke kan finde ud af at løse. Ingen af de redskaber jeg har med mig, virker. Måden jeg henvender mig til dig på, virker meningsløst. Hvad skal sproget, udover, at føre os tættere? Jeg kan mærke dig inden du træder ind i rummet. Jeg visker tavlen ren, for dig. Tabula rasa, her er min hengivenhed.

Hvis vi skal starte forfra, må det starte med at vi går baglæns og møder hinanden ved fodgængerfeltet. Striberne på jorden smelter sig sammen, vi er én størrelse, forbipassere hinanden forsigtet, endnu uvidende om det endelige møde.

Vi møder hinanden igen. Denne gang har du en oprejsning, en ild i øjnene. Du dækker dig til for at skjule det åbenlyse. Jeg stryger din hånd for gengældelse og du møder mig, taber mig aldrig, møder mig i berøringen. Hvorfor føltes det som om jeg er ved at gå fra hinanden konstant? Jeg prøver at holde mig åben, min krop åben, min åndenød rolig, tæller mine skridt, så min krop ikke går forud mig.

Tak for sidst!

Avisen Live vender tilbage i fuld form næste år. Indtil det kan du fange os på Badesøen Festival d. 3. august til popup-indslag i festivalens litteraturtelt – vi ses!

Foto: Jón Bjarni.