Oplevelser hele dagen

LÆS OM OPLEVELSERNE HER:


Klik her for Dagens sektioner

OPLEVELSER HELE DAGEN

INTIMSCENEN CAMPINGVOGNEN

Igen i år kan du få en intim litteraturoplevelse i vores festivalcampingvogn, hvor de to mikroforlag Forlaget Ekbátana og Forlaget Korridor har taget over. 

I campingvognen kan du nemlig høre tre forfattere læse op i løbet af dagen, men der bliver lukket maksimalt seks gæster ind af gangen. Til gengæld bliver det en helt særlig og nær oplevelse af litteraturen for dem, der kommer ind. De tre forfattere er: Rikke Oberlin Flarup, Viggo Bjerring og Marina Louise Botes.

Ekbátana er et mikroforlag stiftet i 2013 af Christel Sunesen. Forlaget udgiver primært ny dansk litteratur og tværkunstneriske værker – og hvad der ellers får kunsthjertet til at slå hurtigere. Under mottoet: Altid gode bøger før gode penge. I 2023 overtog forlaget Asger Schnacks Forlag og alle forlagets titler.

Forlaget Korridor udgiver med begejstring inden for alle genrer. Dansk og oversat. Det, de synes er vigtigt. Det, de har allermest lyst til. Og de seneste år har de haft rigtig meget lyst til asiatisk litteratur, i første omgang centreret omkring kortromaner og lyrik fra Kina, Japan og Sydkorea. Største bedrift: tildelt verdens vigtigste Asger Schnack Prisen 2022.

Marina Louise Botes er født og opvokset i Cape Town, Sydafrika. Hun har boet i Danmark siden 1997, og er uddannet musiker fra Det Kgl. Musikkonservatorium. Botes skriver på både afrikaans, engelsk og dansk. Hendes romandebut, Der vil ikke blive talt om denne nat (2022), stikker på mange måder ud blandt mængden som en genrehybrid. Værket er en eksperimenterende “collageroman”, der består af løse ark med tekster og billeder, bundet sammen med en elastik. Teksten bygges op og intensiveres og supplementet af de abstrakte og dystre surrealistiske illustrationer, skaber en intens og foruroligende læsning.

Viggo Bjerrings Verdenshjertet var på alles læber i 2021, da den udkom på Forlaget Ekbátana og indbragte forfatteren det 3-årige arbejdslegat hos Statens Kunstfond og en nominering til Weekendavisens litteraturpris. I begyndelsen af 2024 udkom  efterfølgeren Hjertets geometri, der bl.a. blev kaldt “En vildt udtænkt dystopi (…) Velskrevet og værdifuld samtidslitteratur” af anmelderne og er en fængslende fremtidsroman om overlevelse, erindring og kunstig intelligens.

Rikke Oberlin Flarup er forfatter, forlægger og arbejder som drømmetyder og clairvoyant. Hun debuterede i 2011 og har tidligere udgivet bl.a. ungdomsromanen Telefontesten (2018) og drømmeprosasamlingen Der kan ikke være 18 lilla mennesker i en konvolut (2020). I starten af 2024 udkom Undskyld jeg kommer for sent, der handler om at komme for sent helt konkret, men især om at føle, at man kommer for sent til livet. Den udkom på Forlaget Ekbátana.

Tidspunkter for oplæsning følger

Til toppen.

BØGER FRA MENNESKEBIBLIOTEKET

Kl. 12.30-17

På årets Avisen Live kan du møde og låne en bog fra Menneskebiblioteket, og blive udfordret på dig selv, din viden og dine fordomme.

En bog fra Menneskebiblioteket er et menneske, der repræsenterer en gruppe i samfundet, der hyppigt er udsat for fordomme eller diskrimination på grund af deres livsstil, køn, sociale status, etnicitet, handicap og lign. Baseret på deres personlige oplevelser svarer de på spørgsmål fra læsere (dig), og er på den måde med til at udfordre de stereotypiske forestillinger, fordomme og tabuer, som mange af os går rundt og har. Bøgerne er ikke politiske eller missionerende, men er i stand til at overgive sig til læserens nysgerrighed ved at være en “åben bog”, der svarer åbent og ærligt på læserens spørgsmål. Du har derfor mulighed for at spørge om alt muligt, og udfordre dine egne fordomme i mødet. Man må gerne være flere om at dele en bog. Udlån kan have en varighed på op til 30 minutter.

Husk: respektér bogen, vær nysgerrig, aflevér bogen i tide og i samme stand. Både bog og læser har til hver en tid ret til at afslutte udlånet.

Fordi bøgerne har deres eget liv, kan vi ikke garantere, hvilke menneskebøger, du kan møde den 8. juni, men det er en del af mødet.

Til toppen.

UPCYCLING OG GENBRUG MED REPAIR CAFÉ

På årets Avisen Live kan du også møde Repair Café, som er et frivilligdrevet initiativ, hvor du kan få hjælp til at få repareret dine gamle ting i stedet for at smide dem ud. 

De holder normalt til på Albertslund Bibliotek hver 3. mandag fra kl. 15.30-19. Her kan du få hjælp til reparationer af forskellige ting, alt efter hvilke frivillige der er til stede på dagen.

Kom og mød Charlotte og Ea fra Repair Café Albertslund og få hjælp til selvhjælp. Det er selvfølgelig på eget ansvar.

Til toppen.